David Nielsen

Min By – David Nielsen

”DET BEDSTE VED AARHUS ER DE MENNESKER, DER BOR HER”

David Nielsen har boet i Aarhus, siden han blev cheftræner for AGF’s fodboldhold i Superligaen. Han kendte ikke byen særligt godt, da han flyttede hertil med sin familie, men er
blevet positivt overrasket – især over århusianerne, som ellers altid har en klar holdning til hans arbejde for byens bedste fodboldhold.

Mit yndlingssted i byen er …
mit eget kvarter omkring Sct. Pauls Kirke på Frederiksbjerg. Der er en helt speciel stemning i de små gader, og jeg er vild med det liv, der er. Mine børn kan selv smutte i skole, og jeg nyder at gå ned for at købe brød eller kaffe.

Hvis jeg skal ud at have et glas vin eller en cocktail …
hvilket sker ret sjældent, men når der er en festlig lejlighed, kan jeg godt lide at komme i Jægergårdsgade eller på Rømer ved åen, hvor der altid er god betjening og stemning.

Mit stamsted er …
Street Coffee i Brammersgade, hvor jeg tit kigger forbi for at få en god kop kaffe, og hvis jeg har en fridag sammen med min kone, er der rigtig mange gode brunchsteder rundt omkring i byen. F.eks. kan vi godt lide brunchen på Langhoff og Juul.

Hvis jeg skal ud at spise en god middag …
er der rigtig mange muligheder! På Rømer får man rigtig gode tapas, og hvis jeg skal ud med drengene og have en stor steak, er MASH det rigtige sted. Jeg er også ret vild med Aarhus
Streetfood, hvor alle kan finde lige præcis det, de har lyst til – det er især et hit, når man er ude at spise med familien.

Når jeg vil ud at høre musik …
er vi heldigvis gode til at trække nogle af de store, gode navne til Aarhus, og der er altid noget at se frem til. Denne sommer glæder jeg mig især til at høre Volbeat, som spiller her på
vores hjemmebane. Sidste sommer var jeg for første gang på Smukfest sammen med nogle af AGF’s samarbejdspartnere, og det var en virkelig god oplevelse.

Når jeg vil finde ro …
går jeg gerne en tur ned til Marselisborg Lystbådehavn og langs stranden ved Tangkrogen. Jeg er født og opvokset i Skagen, så jeg kan godt lide at komme ned til vandet. En af de fantastiske ting ved Aarhus er, at naturen er så tæt på byen. På den måde får man det bedst fra både provinsen og storbyen.

Hvis jeg skal forkæle mig selv …
besøger jeg Salling Food og køber ind til noget god mad, jeg kan lave derhjemme. Jeg kan virkelig godt lide at hygge mig med at lave lækker mad, og i Salling Food finder man råvarer af virkelig super kvalitet.

Den bedste fornyelse, der er sket i byen, er …
udbygningen af havneområdet og det nye Aarhus Ø. Det er en modernisering, der klæder byen, og området omkring Bassin 7 og pladsen foran Dokk1 har skabt nye muligheder
for fællesskab, for eksempel samledes tusindvis af århusianere for at se VM i fodbold på storskærm på pladsen sidste sommer.

Det er så typisk Aarhus …
at århusianerne kun er frustreret i kort tid, og så vender man det til noget positivt. Det mærker jeg især med AGF, og det er fantastisk. Århusianerne har en særlig vilje og fremdrift.

Det bedste ved Aarhus er …
de mennesker, der bor i byen. Byen rummer både mange studerende og store virksomheder, og det mærkes tydeligt, at de fleste århusianere har et formål med at bo netop her. Det er
deres energi, vilje og ambitioner, der giver byen dens helt særlige dynamik og charme.

Fakta om DAVID NIELSEN 
– 42 år og har siden oktober 2017 været cheftræner for AGF’s 1. hold, der spiller i den bedste danske fodboldrække, Superligaen.
– Gift og far til tre børn.
– Har tidligere været cheftræner for klubber i Danmark og Norge og har desuden selv spillet på højeste niveau i både ind- og udland.
– Se mere på agf.dk