Shopping i århus

Georg Jensen

Unikt design kombineret med mere end 100 års håndværkstraditioner

Århus har uendeligt meget at byde på, både det gælder gastronomi, kunst og oplevelser, men blandt alt det, skal der også være plads til en shoppetur. Og her skuffer shopping i Århus bestemt heller ikke. Byen kan prale af den fornemme titel som Nordens bedste shoppeby, og med sit enorme udvalg af alt fra vintagebutikker til high street og de store kendte modehuse fra ind- og udland, lever byen i den grad op til sit ry. Du finder spændende butikker og markeder overalt i byen, men det er godt at vide i hvilke områder, du finder netop det, som du brænder for, da udvalget er enormt varieret fra område til område.

Alle kendingene på Strøget

Er du på udgik efter alle de kendte modebutikker i lav- og mellemprisklassen, skal du uden tvivl bevæge dig en tur ned af Strøget i hjertet af Århus. Her ligger velkendte og populære butikker som H&M, Vila, Bianco og Samsøe & Samsøe side om side. Her er altid masser af liv og mennesker på udkig efter gode køb, og man kan hurtig bruge timevis på at udforske gadens mange muligheder. Du må endelig heller ikke snyde dig selv for at søge ned at Strøgets sidegader, hvor du også finder mange små perler. Når benene skal hviles, kan du passende slå sig ned på en af de mange cafeer, som også pryder gågaden eller bevæge dig ned til åen, som ligger i umiddelbar forlængelse af den populære shoppegade.

Tusindvis af mulighed under ét tag

Det danske vejr er som bekendt utilregneligt, og shoppeturen kan hurtigt blive ødelagt, hvis en byge finder vej til smilets by. Heldigvis skal dårligt vejr ikke stå i vejen for en ordentlig omgang shopping i Århus, da byen har op til flere muligheder for at shoppe indendørs i store og velassorterede centre. Mest kendt er formentligt Bruuns Galleri, som ligger i forlængelse af Banegården. I det enorme center finder du alle de kendte butikker inden for mode, kosmetik, legetøj, smykker, elektronik og meget mere. Du finder det hele under ét tag, og når sulten melder sig, er der rig mulighed for at slå sig ned i et af centerets mange restauranter og cafeer. Shoppeturen kan endda sluttes af med en tur i biografen. Kort og godt er der her noget for hele familien. Derudover finder du på Strøget også Magasin og Salling, som begge byder på tusindvis af mærkevarer for alle aldre. Bevæger du dig lidt ud fra centrum, kan du også med fordel besøge Storcenter Nord i det nordlige Århus eller City Vest i den vestlige del, som også huser mange kendte butikker.

Til den kræsne køber

Er du til lidt mere skjulte perler og ikke bange for at hive det store dankort frem, bør du gå en tur i Latinerkvarteret. Udover i sig selv at være et af de mest charmerende og hyggeligste områder i hele byen med sine brostensbelagte smalle gader og gamle bygninger, finder du også her nogle af de mest anerkendte og unikke butikker. Her finder du butikker fra danske designklassiskere som Stine Goya og Wood Wood og store internationale designere som Isabel Marant og Marc Jacobs. Der er dog også mange billigere shoppemuligheder i det idylliske område. Her finder du alt fra brugskunst, antikviteter, børnetøj og smykker, som du ikke lige støder på andre steder. Hvis du vil gøre dig et unikt køb, når du er på shopping i Århus, skal du uden tvivl tilbringe en dag med at fare vild i kvarterets hyggelige gader. Samtidig kan du nyde godt af det rige udvalg af kaffebarer, fortovscafeer og restauranter, som frister med alt fra en velbrygget kop Americano til en lækker brunch eller en hip drink.

Gå på opdagelse i Vestergade

Et andet populært shoppested, hvis du gerne vil lidt væk fra mainstream-moden, er Vestergade. Den idylliske og farverige gade, som stammer fra 1700-tallet, byder på et skønt univers af shoppemuligheder med alt fra sportsbutikker til genbrug. Udover at være en populær destination for de shoppeglade, finder du også her en masse hippe cafeer og kaffebarer, hvor du kan slukke tørsten og den lille sult. Sidst men ikke mindst må du ikke gå glip af at svinge en tur forbi den romantiske Møllestien, der hurtigt er blevet et populært sted at tage billeder i byen, og som ligger blot et stenkast fra Vestergade.

Frederiksbjergs gemte skatte

Sidst men ikke mindst er også Frederiksbjerg-kvarteret værd at nævne. Den trendy bydel er et populært tilflugtssted, uanset om man er på udkig efter shopping i Århus, unikke butikker, lækre cafeer, klassiske værtshuse eller gourmet-restauranter. Bydelen har det hele og mere til. Slå dig løs i M.P. Bruunsgade, Jægergårdsgade og Frederiksgade og oplev et væld af gemte skatte. Du må heller ikke gå glip af madmarkedet og loppemarkedet på Ingerslevs Boulevard som hver mandag og onsdag lokker med antikvitetsguld og lækre friske råvarer og blomster.