Melone – veganske lækkerier

80% økologisk 100% vegansk – en kæmpe selvfølge for os

Vi, der står bag Melone, hedder Maryam og Farokh. Vi er begge passionerede for at lave nærende og lækker plantebaseret mad.

Vi ser madlavning som kreativ udfoldelse, og filosofien er, at det kræver kærlighed og opmærksomhed at skabe et godt måltid mad. Faktisk vil vi gå så langt som til at sige, at den gode energi, vi lægger i at lave maden, både kan mærkes og smages af Melones gæster.

Stemningen i cafeen er rigtig vigtig for os, og glæden og varmen er helt central. Vi møder rigtig mange mennesker og sætter stor pris på dagligt at se så mange forskellige ansigter og tale med så mange forskellige personer i cafeen.

Vi driver Melone, fordi det giver os følelsen af at arbejde med noget, der er meningsfuldt i det større perspektiv. Ønsket er at være med til at gøre noget godt i verden, der gør en forskel for både dyr og klima. Mange af vores gæster har samme ønske.

Foruden min passion for madlavning har jeg, Maryam, også en stor interesse for kunst. Med stor inspiration fra min far, der var kunstner, har jeg tegnet og malet, siden jeg var 9 år gammel.

Jeg laver kunst inden for mange forskellige stilarter – nogle gange bliver jeg inspireret af ansigter, og jeg kombinerer ofte træk fra mennesker og dyr i mine værker.

Når du kommer ind på Melone, vil du kunne se en række af mine billeder på væggen. Ikke mindst vil du finde de veganske budskaber ”Leave my tits alone” og ”Be kind to every kind”, som jeg har tegnet og skrevet på vegne af koen og alle de andre dyr.

Hvorfor vælge vegansk?

Fordi vi kan!

Så simpelt kan det siges.

Den måske altoverskyggende gode forklaring, på hvorfor vi bør vælge vegansk, er, at det bør vi, fordi vi kan. Vi behøver ikke at indtage dyr og produkter baseret på animalsk protein for at være sunde og have det godt (og der er en hel masse, der tyder på, at det faktisk er bedre for os at lade være).

Så hvorfor systematisk indespærre og udnytte dyr?

Ja, vi kan rent ud sagt ikke se pointen i det. Samtidig ved vi alle sammen godt, at der kommer en dag, hvor klimaet siger fra, hvis vi ikke begynder at vise det større hensyn. Vi er glade for den klode, vi bebor, og vi vil gerne være så søde ved den, som vi kan.

”Going vegan is the least we can do”

Vores konklusion på baggrund af alle disse grunde til at vælge vegansk af hensyn til dyr, klima og fremtiden er, at dét at vælge vegansk er det mindste, vi kan gøre.

Og derfor vælger vi vegansk på Melone. Det kan vi aldrig nogensinde gå på kompromis med.

Har du det på samme måde, eller er du bare nysgerrig efter at smage vores lækre retter?

Så stik snuden indenfor på Melone til et godt måltid mad, der både smager godt og er indbegrebet af god samvittighed.

Se mere her

Adresse:
Frederiks Allé 96
8000 Aarhus
Tlf. 28 14 75 45
Web: www.melone.dk


 

Åbningstider:

 Mandag: Lukket
 Tirsdag:  12.00  20.00
 Onsdag:  12.00  20.00
 Torsdag:  12.00  20.00
 Fredag:  12.00  20.00
 Lørdag:  12.00  20.00
 Søndag:  12.00  20.00